www.optimis.dk

CORNELIS

Et cabaret-portræt af Cornelis Vreeswijk

Cornelis Vreeswijk er en af de helt store kunstnere i Sverige – men sandelig også i Danmark, hvor hans smukke sange som Visen om de atten svaner, Felicia adjø og Veronica stadig har et meget stort publikum. Det har hans viser med mere ”bid” i nu også, fx Deirdres Samba, Nogle går rundt i udtrådte sko og Jeg havde engang en båd.

Cornelis’ liv var stormombrust, hvilket også har været skildret i flere film, som har været vist og blevet en succes i Danmark. En opvækst i et krigshærget Holland, som 13-årig startet i ny skole i Sverige uden at kunne et ord svensk, en karriere for fuld damp fra dag ét, druk, damer, stoffer, censur, utallige forsidehistorier, fængselsophold, skatteund-dragelse, leverkræft, en alt for tidlig død – jo, han forstod at brænde sit lys i alle ender.

I cabaret-portrættet CORNELIS kommer vi hele vejen rundt om ham. Hans smukke sange. De indignerede sange. Og nogle af de sange og viser af bl.a. af Bellman og Taube, som han farvede med sin suveræne og nyskabende fremførelse. På den måde er cabaret’en også et lille portræt af den svenske vise.

Mellem sangene fortæller vi historien om hans liv og karriere gennem nærværende, fortættede nedslag i her-og-nu-form – krydret med digte, citater og bidder af mindre kendte sange.

Se spilledage i Kalender

Aktuelle anmeldelser af forestillingen:

Danmarksbloggen

Kulturinformation

Kulturkupeen

CPH CULTURE

Ungt Teaterblod

Scenograf på Cornelis er Liselotte Justesen – scenograf og kunstner, uddannet ved Danmarks Designskole. Som scenograf har hun bl.a. arbejdet for DR, TV-2, Nordisk Film og en række andre filmselskaber, Anemone Teatret, Teater Masken og Aarhus Teater.

CORNELIS er venligt støttet af en række fonde: A.P. Møller Fonden, Beckett-Fonden, Enid Ingemanns Fond, Lizzi og Mogens Staal Fonden, Brebølfonden, Knud Højgaards Fond, Hoffmann og Husmans Fond, Clara Lachmanns Stiftelse, Den Ingwersenske Fond og Svensk-danska Kulturfonden.